Tiramisu-islagkage

Tiramisu-islagkage med kaffelikør og kakao

Den klassiske tiramisu får en iskold makeover. Foreningen af vaniljeis, kaffe, likør og kakao kan kun blive et lykkeligt ægteskab.

Hvis du også er vild med den klassiske italienske dessert med en skøn smag af kaffe, så kast dig ud i denne lækre is-variant! 

Tiramisu-islagkage

Tid: 30 minutter. Frysetid: Mindst 4 timer. Antal personer: 6

  • 1½ l god vaniljeis med chokoladestykker, fx fra Hansen Is
  • 1½ dl stærk friskbrygget kaffe
  • ¾ dl kaffelikør, fx Kahlua
  • ½ pakke ladyfingers (12 stk.)
  • 2-3 tsk. kakao
  • en aflang brødform, ca. 1½ l
  • husholdningsfilm til formen

Pynt:

  • 25 g mørk chokolade

Sådan gør du:

  1. Beklæd brødformen med husholdningsfilm, så det hænger et godt stykke ud over kanterne.
  2. Lad isen tø op i en skål ved stuetemperatur i ca. 20 minutter. Rør i isen, så den bliver blød som softice.
  3. Bland friskbrygget kaffe og kaffelikør i en flad skål. Dyp 1 ladyfinger ad gangen i kaffeblandingen.
  4. Fordel 6 kaffedyppede ladyfingers i bunden af brødformen, og drys med et tyndt lag sigtet kakao. Smør halvdelen af den bløde vaniljeis oven på de 6 ladyfingers i et jævnt lag. Læg de sidste 6 kaffedyppede ladyfingers oven på isen. Drys igen med sigtet kakao, og slut af med et jævnt lag blød vaniljeis.
  5. Dæk isen med den husholdningsfilm, som hænger ud over kanterne, og sæt formen i fryseren i mindst 4 timer, til isen er helt frossen.
  6. Tag islagkagen ud af fryseren 10 minutter før servering, og drys overfladen med et tyndt lag fintrevet mørk chokolade.

Er du mere til den klassiske tiramisu? Få opskriften på den elskede italienske dessert her!