Regnbue-islagkage - retro med et tvist

Regnbue islagkage

Vi kender alle regnbueisens tre farver! Så hvorfor ikke lave en skøn og endnu mere smagfuld islagkage ud fra den gode gamle klassiker. Det er den perfekte afslutning på en god middag.

Islagkagen består at tre skønne elementer. Først en mørk chokoladebund, som skaber dybde. Jordbærisen skiftet ud med en hindbæris, som både giver sødme, men også lidt syrlighed til islagkagen. Det sidste element er den mest cremede vaniljeis. Det her kan da kun friste? 

Prøv også: Islagkage med trøffelcreme 

FÅ MASSER AF INSPIRATION TIL DESSERTER I SPIS BEDRE! 

Regnbue-islagkage 

Tid: 50 minutter Bagetid: 25 minutter. Frysetid: mindst 2 timer. Antal personer: 12

Det skal du bruge til regnbue-islagkage: 

Chokoladekagebund:

  • 100 g smør
  • 125 g mørk chokolade
  • 2 æg
  • 125 g sukker
  • 100 g hvedemel
  • 2 spsk. kakao
  • 1 tsk. bagepulver

Hindbæris:

  • 250 g hindbær, evt. frosne
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • ¼ l piskefløde

Vaniljeis:

  • 4 æggeblommer, gerne pasteuriseret
  • 150 g sukker
  • korn af 1 vaniljestang
  • 2½ dl sødmælk
  • 5 dl piskefløde

Til servering:

  • 250 g jordbær
  • 125 g hindbær
  • 125 g blåbær
  • evt. 100 g mørk chokolade

Sådan laver du regnbue-islagkage:

  1. Chokoladekagebund: Tænd ovnen på 150°. Smelt smør og hakket chokolade i en gryde på svag varme.
  2. Pisk æg og sukker luftigt i en skål.  Sigt mel, kakao og bagepulver i og rør det hele sammen med chokoladesmørret.
  3. Hæld dejen i en smurt meldrysset springform på ca. 22 cm, og bag chokoladekagebunden i ca. 25 min. Afkøl den på en rist.
  4. Hindbæris: Giv hindbærrene et opkog, og lad dem køle af.  Blend hindbær, kondenseret mælk og fløde til en lyserød creme. Frys cremen i en ismaskine, til den har konsistens som softice.
  5. Beklæd springformen med husholdningsfilmfilm, og læg chokoladebunden tilbage i den. Fordel hindbærisen ovenpå. Sæt den i fryseren i mindst 1 time.
  6. Vaniljeis: Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn luftigt og skummende. Varm mælken op til kogepunktet, og hæld den i æggemassen under piskning. Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm op under omrøring, til den er let cremet og begynder at tykne – den må ikke koge. Afkøl og rør fløden i.
  7. Kør vaniljeiscremen i en ismaskine til den har softicekonsistens, og fordel oven på hindbærisen. Glat overfladen på vaniljeisen, og sæt formen i fryseren i yderligere 1 time.
  8. Servering: Løsn springformen og sæt iskagen på et fad. Pynt iskagen med masser af friske bær, og hæld evt. smeltet chokolade over. Servér straks.

Skal desserten være billigere  - så prøv 3 desserter til 10 kr.