En skøn ret fyldt med lækre kontraster fra knasende spidskål til cremet avocadodressing og fra sød ananas til den let parfumerede koriander. Og samlet i en lun tortilla kan det bestemt kun anbefales!
Prøv også: Pulled chicken med lækker tomatsalsa - opskrift her!
Pulled chicken med spidskål, ananassalsa og avocadodressing
Tid: 40 minutter. Trækketid: 1 døgn. Ovntid: 3 timer. Antal personer: 4
Det skal du bruge:
- 4 kyllingebrystfileter, i alt ca. 650 g
- 1 dl hønsebouillon
- 1 tsk. tomatpuré
Krydderrub:
- 40 g brun farin
- 2 tsk. røget paprika
- 1½ tsk. tørret oregano
- 1 tsk. sennepspulver
- 1 tsk. salt og friskkværnet peber
Ananassalsa:
- ½ moden ananas
- 1 rød snackpeberfrugt
- ½ rødløg
- 2 spsk. frisk koriander
- saft af 1 limefrugt
- salt og friskkværnet peber
Avocadodressing:
- 1 moden avocado
- 2 spsk. frisk koriander
- saft af 1 limefrugt
- 4 spsk. yoghurt naturel
- 1 spsk. olivenolie
- salt og friskkværnet peber
- Til servering:
- ½ spidskål, rød eller grøn
- 8 bløde tortillapandekager (str. M)
Sådan laver du pulled chicken:
- Krydderrub: Rør brun farin, røget paprika, oregano, sennepspulver, salt og peber sammen.
- Læg kyllingefileterne i en frysepose, og hæld den tørre rub over dem. Massér rubben godt ind i kødet. Luk posen, og læg den på køl til næste dag.
- Tænd ovnen på 125°. Læg de marinerede kyllingefileter i et lille ovnfad. Rør bouillon og tomatpuré sammen, hæld det i bunden af fadet, og dæk med alufolie. Sæt fadet i ovnen, og steg kyllingen i 3 timer.
- Ananassalsa: Skræl ananassen, og skær den i små tern. Rens peberfrugten, og skær den i små tern. Pil og hak rødløg fint. Vend det hele sammen med friskhakket koriander og limesaft, og krydr med salt og peber.
- Avocadodressing: Flæk avocadoen, og fjern stenen. Blend avocadokødet i en blender eller minihakker sammen med koriander, limesaft, yoghurt og olie, til du får en glat dressing. Smag til med salt og peber.
- Tag kyllingefileterne op af fadet, og lad dem køle af i 5 minutter på et skærebræt. Træk herefter kyllingekødet i trevler med 2 gafler.
- Servering: Skyl og snit spidskålen fint. Lun tortilla-pandekagerne, og servér dem med spidskål, pulled chicken, ananassalsa og avocadodressing.
Prøv også: Burger med pulled chicken - opskrift her!